BirdCamper
I 2024 nåede vi op på 367 fuglearter !!!
Nedenfor ses de nye fotoarter fra 2024 samt nogle flere:
2024 startede godt. Allerede 5. januar var der en ny fotoart hjemme i haven. En Skovsneppe rodede rundt i de nedfaldne blade i jagten på føde.
Herefter gik forårsturen til Spanien, hvor vi ikke fik så meget som én ny fotoart, men til gengæld en række bedre fotos af fugle, vi allerede tidligere har fotograferet, bl.a.: Audouinsmåge, Blåskade, Cettisanger, Marmorand, Braksvale, Skadegøg, Spansk Spurv og Tophejre.
Da vi kom tilbage til Danmark gik der kun 10
dage, før der var en ny art i kameraets søger: Vendehals
(se nedenfor). Den spadserede såmænd bare rundt på fortovet et par hundrede
meter fra vores hus.
På Jernbanedæmningen ved Lund Fjord, stod er en Rørdrum
mellem tagrørene ganske få meter fra os.
I Kr. Himmelfartsferien var vi på sommerhusferie i Nordsjælland, og her så vi
en helt ny art for Danmark og Europa: Rødbrystet
Svale. Hvor heldig kan man være. Fuglen falder selvfølgelig lidt uden for
denne hjemmesides formål, som er at formidle steder, hvor der er stor
sandsynlighed for at finde en given fugleart. Den Rødbrystede svale sås kun på
lokaliteten ved Rørtangvej, Helsingør, i et par dage.
Pinsedag var der en ny fotoart igen: Skovsanger i Lild Kliplantage. At finde en Skovsanger er en vanskelig opgave, når man har nedsat hørelse, men Audika installerede et ekstra program på mine Oticon høreapparater, hvor de høje frekvenser fik ekstra styrke. Så nu er der en række "forsvundne" fuglearter, der er begyndt at synge igen.
Og i slutningen af september lykkedes det så endelig at finde Prærietranen
ved Sløjen mellem Fjerritslev og Klim i HanHerred. Afstanden var for stor
til, at den håndholdte 300 mm kunne anvendes, så der måtte teleskop, stativ,
mobil og hjemmelavet adapter til.
I december lå der en smuk ung Sule i inderhavnen i
Hanstholm.
Efterårsturen til Sydeuropa gik i vasken i 2024. Vi nåede ikke længere end til Bamberg i Sydtyskland. Så måtte campingvognen på værksted, og vi vendte hjem efter blot 5 dage i syd.