BirdCamper

Formålet med denne hjemmeside er at dele vore erfaringer fra besøg på en lang række fuglelokaliteter i Europa med andre rejselystne og naturinteresserede.

Da vi gik på pension i 2014 satte vi os følgende mål:

For at kunne opfylde ovenstående mål købte vi en bil med trækkrog og en campingvogn. Vi rejser fortrinsvis i to måneder om foråret og to måneder i sensommeren/efteråret. Derved kan vi nyde den nordiske sommer og samværet med vore børn, svigerbørn og børnebørn i henholdsvis Danmark og Sverige.

På vandreturene er vi altid udstyret med kikkerter, fotogrej og vandrestøvler samt en gps-datalogger, så vi kan se, hvor vi har været.

Nu er der fotos af 361 fuglearter !!! 

Nedenfor ses de nye fotoarter for 2023 og lidt mere:

Januar måned startede lidt sløvt, men den 23. januar 2023 kom årets første nye fotoart: Snegås ved Sundby Sø. Vi blev gjort opmærksom på, at Middelhavsstenpikker er splittet op i to arter:
Østlig og Vestlig Middelhavsstenpikker, så det gav en gratis ekstra art. Hjemme på terrassen fik vi mange besøg af en fasankok, som stillede op til portrætfotografering. Det var dog ikke nogen ny fotoart.

  

Vestlig Middelhavsstenpikker fik vi et nyt og bedre billede af på Forårsturen til Spanien og Portugal (se ovenfor). Ellers var der 4 nye fotoarter på turen: Høgeørn, Klippedue, Napoleonsvæver og Pirol:

Og så kan vi da ikke dy os for at bringe et billede af flyvende Stortrappe, selv om der ikke er tale om en ny fotoart (nedenfor). 
Vel hjemvendt fra Portugal gik vi en tur på Jernbanedæmningen ved Lund Fjord, hvor en velkomstkomité bestående af to Oddere kom os i møde. I juni synger Kærsangeren i Vejlerne. Mens vi ventede på, at den skulle sætte sig et sted, hvor der var fotomulighed, kom der en Rørdrum flyvende. 

Natravnen flyver over kystnære hedeområder fra kl. 23:30. Vi hørte adskillige og så 3 flyvende fugle tæt  på, samt to siddende på grusvejen mellem Bulbjerg og Ellidsbøl. Når Natravnen letter fra træerne og flyver ud over klitheden starter den med et tydeligt vingeklap. Desværre er der meget lidt lys ved midnatstid. Rørdummen havde vi billede af i forvejen, men Kærsanger og Natravn var nye fotoarter.

Efterårsturen til Bulgarien og Ungarn gav 2 nye fotoarter: Storpiber og Nonnestenpikker. Desuden blev det også til nye og/eller bedre fotos af en række arter: Aftenfalk, Dværkørn, Dværgryle, Fyrremejse, Krumnæbbet Ryle, Kærløber, Misteldrossel, Nathejre, Nøddekrige, Pungmejse, Purpurhejre, Rødrygget Tornskade, Slangeørn med bytte, Stenpikker, Stor Tornskade, Topmejse og Toppet Lappedykker. Da vi vendte hjem, gik der ikke mere end en måned, før der igen var en ny fotoart: Silkehale. I november var der så en Ørkenstenpikker i Hanstholm.

Mere end 140 besøgte fuglesteder i Europa er beskrevet.

Vi ser selvfølgelig meget andet end fugle, så vi har også taget en del fotos af planter (foreløbig 503 arter) samt insekter, krybdyr og pattedyr.

Der er langt til at have fotos af 500 fuglearter endnu, men der var truffet beslutning om at lave en hjemmeside, når vi nåede 300 arter. Da der manglede 12 arter heri, kom Covid-19. Vi måtte vende hjem efter en uge i Sydfrankrig, og så gik vi i gang med hjemmesiden. I sommeren 2020 blev det dog til en tur op gennem Norge til Nordkap, herfra ind i Finsk og Svensk Lapland og videre ned gennem Sverige.

Anbefalede fuglelokaliteter i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Frankrig, Spanien, Portugal, Grækenland, Italien, Rumænien og Ungarn er beskrevet. Fuglelokaliteter i Bulgarien vil være klar inden længe. Vi har også besøgt Slovenien, Østrig og Kroatien, men har ikke nok materiale endnu til at kunne anbefale steder herfra. Mindstekravet er, at vi  har set og fotograferet én interessant art på en lokalitet, for at den kan anbefales. Selv om hjemmesiden er færdig kommer der forhåbentlig nye steder til år for år. Og materiale om flora m.v. vil ligeledes blive tilføjet. Vi håber, at vores hjemmeside kan give andre naturinteresserede inspiration til gode og oplevelsesrige rejser.

God fornøjelse

Annie og René